En, der bare så på

Jeg går kun til fodbold, når der er nogen jeg ”kan holde med”. Jeg kan ikke bare se og nyde spillet for spillets egen skyld. Og slet ikke bare nyde, at det bedste hold vinder – det skal være dem, jeg holder med, der skal vinde. ”Min klub” er Frem – jeg har godt nok aldrig spillet for dem selv – men jeg har taget turen med fra deres mange år på Enghavevej til nu i Valby. 30 år med andre ord. Jeg kan huske, at Frems baner på Enghavevej var eventyret for os små Vesterbrodrenge. Fra denne bydels massive stenkolosser ragede Enghavevej en usandsynlig lang arm ud i det uvisse - ud til nærmest Ingenmandsland. Kongens Enghaves udstrakte prærier. På vejen dertil var der store oplevelser – ad en lang tunnel kunne man nå ind til Statsbanernes Lokomotivstald og Værksteder.

Det, der trak allermest – udover en stram duft fra Kødfoderfabrikken – var en lille dør i et langt mørkt plankeværk. En lille dør – ikke meget forskellig fra dem, der jævnligt sidder et hjerte på og er et lille kikhul i og som benyttes til det unævnelige. Lindene man på døren – ja, så var man for mig i Paradis. I boldklubben Frem – to fodboldbaner. Det var mageløst. Hvem tænkte dengang på, at det engang skulle blive et indetrængt husmandsbrug, der måtte have ny jord i Valby Idrætspark.

Den ene bane lå i et lavere niveau – den var nemlig kommunal isbane om vinteren. Dengang var det selvfølgelig vinter om vinteren og sommer om sommeren. En sommeraften - med en 2-øres iskage i hånden og gratis udsigt til Frems landsholdsstjerner Sofus Nielsen og Sophus Hansen. Hvad mere kunne man forlange ? Se dem i levende live – uden at være på fornavn med dem. Dengang hed det – også i den skrevne Presse – ”Så fik Hr. Nielsen bolden i det svenske net”, når Sofus ”Krølben” Nielsen havde scoret mål i 8-0 sejren over Sverige.

Selv var jeg en meget forsigtig lille gut – men kunne alligevel ikke lade være med i en større forsamling af drenge at indskyde ”Der bor en hjemme i vores Gård, som spiller med hos Frem”. Alle stirrede på mig – nogle med foragt, for det troede de ikke på. Resten med misundelse. Men det gjorde der altså. Selv helte bor undertiden på 2. sal til venstre.

I skolen var jeg skolekammerat med Vilhelm Skousen – stout Frem-spiller, der senere blev formand for almægtige DBU. Han var også den eneste i vor klasse, der stod i klub. En dag læste jeg, at han spillede på Frems 1. hold – en del år senere læste jeg i avisen ”I en Old Boys kamp mellem KB og Frem blev resultatet det og det. Blandt spillerne bemærkede man Vilhelm Skousen”. Ak, så er man selv ved at blive gammel.

En dag kommer ens egen søn og siger ”Jeg kunne godt tænke mig at være medlem af Frem”. Hans mor – min kone – er der straks ”så skal vi have alt det renderi – kan du nu klare det ved siden af Skolen, gå til spil og gå til dans ?” Inderst inde har jeg også min tvivl, selvom jeg mod min inderste overbevisning får sagt ”Ja, hvorfor ikke ?”

For vi mænd bliver drenge igen, når der dumper et brevkort ind gennem brevkassen ”Du bedes møde til fodboldkamp mod Husum Boldklub søndag kl. 9 – mødested Enghave Plads. Mød uanset vejr.” Lægger varsomt brevkortet ind på sønnikes bord – det var jo ikke til mig, men man er jo med alligevel. På en måde – det er tæt på, at ”vi” spiller, selv om jeg stadig bare er en, der kikker på. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, hvem jeg holder med.

Kilde : Frems klubblad 1946, nr. 6

Frem.png

Kilde Frems klubblad 1946

Foto Enghavevej.JPG

Frems klubhus på Enghavevej