Biologisk sensation

Næsten alle klubber kender det. På den ene side er man meget glad for at have tætte grønne arealer op til anlægget – det skærmer af og det gør det hele mere hyggeligt. Skærmer både for vinden, så det er muligt at spille, selv når det ellers blæser en pelikan – hvis man vel at mærke holder bolden langs jorden. Det skærmer også for lyden – reducerer risikoen for naboklager – ligesom det holder støj fra stærkt trafikerede veje eller jernbanen i det nære nabolag ude, så spillet og trænernes tilråb ikke distraheres.

Men de tætte hække har det også med at få bolde til at forsvinde. Så der var god grund til, at man i HIK nærmest sendte en annonce til forskerspirer, der måske kunne finde på at gå efter Nobelprisen i Biologi. Man tilbød den ærgerrige naturhistoriker som oplagt forskningsemne at se på disse boldædende planter. Man kunne på egen bane – den lille skolebane ved Maglegårdsskolen – vise det ved selvsyn. Alene i foråret 1994 havde man mistet 25 bolde – de måtte ganske enkelt være blevet spist af disse planter.

Det ville være rart, hvis disse planter kunne gensplejses til at blive drøvtyggende planter, så boldene kunne blive spyttet ud igen.

Kilde : HIKs klubblad, 1994 nr. 1

HIK.png

Kilde HIKs klubblad 1994

Nummer 54 Soldug.jpg

Danmarks farligste "kødædende plante" - soldug. Den kan ikke klare en fodbold