Pantebrevet

Boldklubben 1903 var startet og levede sine første år på Fælleden – som næsten alle andre københavnske fodboldklubber. Men her var efterhånden trængsel – næsten ikke til at få mere end et enkelt omklædningsrum til selv de større klubber og banerne blev stadig ringere. B 1903 ville væk – gerne til et anlæg for sig selv og som de selv ejede. Man gik i gang med både at spare sammen og se sig om. Fælledparken blev nu styret af Overgartneren – og han skulle nok bestemme, hvornår græsset var modent til at kunne spilles på om foråret. Det første område, B 1903 kastede sit blik på, var det anlæg der var ved at blive anlagt ved Borups Alle i 1919 – og som blev til Genforeningspladsen. Københavns Kommune blev ansøgt, men det blev til et afslag til B 1903. Der var nu kun tilbage muligheden for selv at købe.

Opsparingen passerede 32.000 kr. i det særlige banefond i 1921 – 2 år senere rummede det 75.000 kr. Nu satsede man på at købe jord af Aktieselskabet De Ibsenske Grunde nær Gentofte Hospital. Snart ville man råde over 100.000 kr. til købet. Grundene var ellers ikke blandt de billigste – men B 1903 følte de havde råd til det. Så man skriver købsaftale på 92.000 kvadratalen ved Niels Andersens Vej. Gentofte Kommunalbestyrelse godkendte overdragelsen og anvendelsen til fodboldbaner – men så kom Hospitalets overlæger på banen. De frygtede at det ville støje for meget til at det kunne gå an at have fodboldbaner lige op til Hospitalets indlagte patienter. Heldigvis ejede De Ibsenske Grunde også jord et andet sted – ved Lyngbyvejen. Så med Kommunens mellemkomst som mægler – til glæde for B 1903, men ikke efter De Ibsenske Grundes hoved – blev det her, at man kunne flytte ud, hvor det også i dag ligger. I dag er det snarere B 1903, der kan klage over støj – fra den stærkt trafikerede Lyngbyvej lige op til banerne.

Buen var spændt hårdt økonomisk. Man måtte låne – heldigvis ville DBU i starten af 1930erne låne B 1903 i første omgang 15.000 kr. mod at KBU kautionerede. Gentofte Kommune var også villig til at træde til – bevilgede skattefrihed. Amtet nedsatte grundskylden – men grundskatten skulle man betale. Og den blev stadig dyrere. De Ibsenske Grunde havde stadig penge til gode hos B 1903 – i form af et pantebrev. Det kunne de oplyse B 1903 om, at de havde afhændet til anden side i 1936. Men nægtede at fortælle til hvem. Først et stykke ind i 1937 kom det frem, det var B. 93, der havde købt pantebrevet. Tilmed til underkurs – en kurs, som B 1903 gerne selv ville have været tilbudt pantebrevet til. Men B. 93 ville ikke af med det til den nedsatte pris, som det selv havde givet.

DBUs næstformand, Leo Frederiksen, gik ind i sagen – man kunne ikke have den slags økonomiske mellemværender og klemmer på hinanden. Han lagde pres på B. 93, der på en senere generalforsamling i 1939 indvilgede i at overdrage pantebrevet til B 1903 til den pris, man selv havde givet. For B 1903 betød det slut på alvorlige bekymringer – det var ikke rart at være i lommen på en sportslig rival – men også, at de havde sikret sig en betydelig kursgevinst ved hele affæren. Samme år rykkede en vis Alex Friedmann op fra ynglinge til senior – han skulle senere få meget afgørende indflydelse på B 1903s økonomi. I de første år af 2. verdenskrig var det dog Leo Frederiksen, der trak det store læs for B 1903 med at søge at få lempet dets økonomiske problemer og mellemværender især med skattemyndighederne, der var nået så vidt i 1941, at man havde varslet tvangsauktion mod B 1903. Bankgæld havde man tilmed oveni.

Kilde : B 1903 50 års jubilæumsskrift

B 1903.png

Kilde B 1903 50 år

B_93.png

Klubben, der sad inde med pantebrevet

leo_frederiksen.png

Leo Frederiksen, der måtte træde til som mægler

Foto B 1903 Lyngbyvejen klubhus 1929.JPG

B 1903s udflytning til Lyngbyvejen krævede et lån og dermed udstedelsen af et pantebrev - her klubhuset ved indflytningen i 1929