Ode til Fodbold

Fodboldspillet er udover at være en brillant motion og sundhedskilde for alle raske drenge og unge mennesker intet mindre end en hel lille skole i betydelige intellektuelle og samfundsmæssige værdier. Hvorfor ?

Fordi fodboldspillets inderste væsen er sammenhold og uselviskhed, potenseret stræben af forenede kræfter mod et fælles mål.
Fordi fodboldspillets højeste lov er den enkeltes fuldstændige tilsidesættelse af hensynet til egen person for det, der i den foreliggende situation fremmer det fælles formål bedst.
Fordi fodboldspillet af sine dyrkere kræver den yderste indsats af hurtighed, koldblodighed, snarrådighed og kombinationsevne.

Af disse grunde – og mange andre – står fodbold i en klasse for sig selv. Over al anden idræt og på disse egenskaber har fodbold i alt fald erobret sin plads som vor både populæreste og mest demokratiske sport.

I nu en årrække har fodbolden udøvet sin slet ikke så lille mission i det danske samfund. Den,

at sætte kulør og kræfter i byungdommen, fange dens interesse for en sund benyttelse af fritiden,
at bringe fart og omløb i vore træge, tunge bondegutter, - blyet ud af støvlerne,
at give de forkælede lidt rygrad,
at lære bøllespirerne sportslig gentlemanlikeness,
at stille de letsindige naturer overfor nødvendigheden af fornuftig levevis.

Fodbold har formået, hvad adskillige skæpper forordninger og lignende tiltag ikke har kunnet klare. Det er svaret på ”Hvad skal man i det hele taget med fodbold ? ”

Skrevet af en førende københavnsk fodboldleder i 1919, da finansminister Brandes indførte Sportsskatten på entregivende fodboldkampe – men f.eks. fritog roning, svømning, gymnastik, skydning og atletik for at være omfattet – og dermed ligestillede fodboldkampe med varietéforestillinger, offentlige baller og maskerader.

Kilde : Dansk Boldspil-Unions årsberetning, 1928

Nummer 101 Edvard Brandes.jpg

Finansminister Edvard Brandes, Det Radikale Venstre, stod bag den i fodboldkredse stærkt upopulære Sportsskat