SIF 100 år

Skovshoved IF 100 år – 1909-2009
Udgivet som bog ved Niels Rasmussen ”én gang skovser …”, Løfbergs Forlag

Resume : Før SIF stiftes har der været et par forløbere – ”Thor” på Nordbakkerne og ”Fremad” på Sønderbakkerne, - men begge er bukket under skønt kontingentet var så lavt som 2 øre/uge. Men en flok ældre elever udgået fra Skovshoved Kommuneskole ville nu gerne spille fodbold. Det gør de enten på Damgårdens eller Teglgårdens jorde (hvor Skovshoved Kirke kom til at ligge). Så sker uheldet – bolden ryger ind på marken og proprietær Brasen bemægtiger sig den slidte bold. Det bliver malerlærling Volmer Rude Jensen, der vælges af de andre til at gå den tunge gang op til Brasen iført sit stiveste puds. Han får bolden udleveret mod at love ikke at spille dér oftere. Heldigvis ordner viceskoleinspektør Magne Kjems det således med Kommunen, at man må benytte Skovshoveds Skoles bane. Så indkalder man til stiftende generalforsamling – de fremmødte indskyder hver 25 øre, og klubben er stiftet. Først ville man kalde sig Skovshoved Fodboldklub, men på forslag af Magne Kjems vælger man i stedet Skovshoved Idrætsforening – for så var man jo ikke begrænset til kun at kunne spille fodbold. Man har sat stiftelsesdagen til 9. juni – og Volmer Rude Jensen vælges som formand. Desuden beslutter man at sætte en nedre aldersgrænse for medlemskab til fyldt 14 år. Inden man kommer i gang må man dog gennem et opgør med pastor Boeck, der beskylder SIF for vandalisme og for at have lavet utugtige tegninger – men støttet af lærerne på skolen frifindes de unge SIFere, mens præst og menighedsråd pålægges en mindre bøde for uberettiget anklage. Straks kommer der tilgang fra Charlottenlund Boldklub – bl.a. af de senere landsholdsspillere Alf Olsen, Christian Grøthan og Sven Knudsen, der styrer træningen - samt fra Hellerup. Man udfordrer Tårbæk, som man besejrer 18-0 – så man udfordrer også både Charlottenlund, Brede og Holte. Træningen krydres af Magne Kjems med sociale arrangementer, sang, musik, foredrag og oplæsning på Skolen ved ham selv og lærer Sparre. Man rager hurtigt uklar med medlemmerne bosat i Hellerup – de laver nærmest mytteri i pausen i en kamp mod Helsinge, så man i hast må tilkalde 2. holdet for at fuldføre matchen. Så de skrider og danner Thalia, der dog hurtigt går i sig selv igen, og de fleste vender tilbage til SIF.
I 1911 får man opført en lille pavillon efter ansøgning til sognerådet – kostede 2.000 kr. – og indeholdt 2 omklædningsrum med styrtebade og toiletrum både til herrer og damer og til en årlig leje på 140 kr. Det endte sine dage med at blive solgt for 500 kr. Året efter – 1912 – får man egen bane på den anden side Korsgaardsvej og medlemstallet runder 150 incl. passive. En af tilgangene er Stefan Rasmussen fra Frem (havde deltaget ved OL 1906). Man søger hurtigt optagelse i KBU – men det afslås. Så da Københavns Amts Boldspil-Union (KABU) for Landklubber stiftes i 1912 melder man sig til – men smides hurtigt ud igen sammen med Hellerup fordi man var for gode, og så vedtoges i KABU en regel om, at der ikke måtte deltage klubber fra områder med over 1.500 indbyggere. I stedet stiftes Nordre Birks Boldspil-Union 2/3 1914 – ikke mindst på SIFs initiativ. SIF var et problembarn for NBBU – der protesteres ofte mod dem og deres opførsel. Alt går fremad – men så kommer 1. verdenskrig og banen inddrages af militæret, der her opfører soldaterbarakker, der senere bruges til indkvartering af husvilde. Tilbage til den elendige skolebane – det tog meget af gløden og tillige havde man et internt opgør mod de mange, der ikke ville betale kontingent. Man rydder op, men er så kun 31 medlemmer i efteråret 1915. Mange skifter til BK Veto i Hellerup. Man nærmest starter igen i 1917 – og vender tilbage til NBBU – og får lov til at benytte en bane ved Hyldegårdsvej. I de første år spillede man i grøn-hvid dragt, senere i blå trøje/sorte bukser før man blev helt blå. Efterhånden breder utilfredsheden sig med NBBUs turnering – klubber udebliver, dommerne ligeså.
Desuden havde man medlemsafgang – men så kommer tilladelsen til at tage Krøyersvej i brug i 1920. Først skal banen dog laves til og man må klæde om i en barak uden vand, så først i 1922 kan man rykke ind – indvielsen sker med en 3-0 sejr over HIK. Samtidig bliver SIF medlem af SBU, hvor man vinder sjællandsmesterskabet i 1922. 1934 kan man supplere med banen ved Exnersvej. Man gør et kup synes man ved at købe Statens Gymnastiksinstituts bygning, da de skulle flytte fra ABs baner på Tagensvej til Nørre Alle – pris 7.000 kr. Det hele måtte rives ned, transporteres og så genopføres på Krøyersvej – det havde man ikke økonomi til, så man solgte obligationer på 500 kr. Huset rummede stor gymnastiksal, kontor/opholds/festrum, 2 omklædningsrum samt en makketut – der blev også plads til billard. SIF bliver sjællandsmester også i 1926 og 1927 samt vinder provinsmesterskabet i 1927 – men taber kampen om DM til B 93 1-5. Mesterskaberne skaber misundelse, så man chikaneres ret så groft ved udekampe rundt om på Sjælland.
Glæden er stor, da man kan komme ind i KBU i 1929 – skulle være startet i B-rækken, og det var SIF også indstillet på trods sin status som Sjællandsmester, men de øvrige KBU-klubber bakker op om at SIF skal starte i A-rækken. Til gengæld fik man ikke lov til at spille så mange hjemmekampe – fordi KBU var utilfreds med tilskuernes opførsel. I 1937 får man opsat et lysanlæg på 1.800 watt til vintertræning. Nu var SIF kommet i DBUs rækker. Der er hvert år store problemer med økonomien. Under Besættelsen får man ombygget Idrætshuset med kommunal støtte – får eftergivet sin kommunale gæld mod selv at passe anlæg og baner. Krigen var hård at komme igennem – enten måtte man fyre med tørv med løbesod som ”straf” eller slet ikke opvarme. Man opretter samtidig en Old Boys afdeling – over 30 år og med aktiv karriere i enten SIF eller Veto. Sportsligt går det noget op og ned – alt efter hvilken tilgang man fik af spillere udefra, ikke mindst fra handskefirmaet Salamander. Også ungdomsafdelingen svinger meget – er nede på 36 i 1946, da Vagn Illum bliver ny træner – får øget antallet af medlemmer i løbet af året til 153 !
Salamander kommer til at spille en betydelig rolle i SIF – direktøren Johannes Lund (sad i SIFs bestyrelse) bestikker de 2 landsholdspillere Kaj Hansen og Arne Sørensen til at skifte til SIF. Det opdages – de erklæres begge "prof" og tager som konsekvens heraf til Stade Francais, mens Johannes Lund får livsvarig lederkarantæne. SIF lægger dog ikke skjul på, at de allerede dengang var fremme i skoene ved at tilbyde arbejde, lejlighed eller kontanter for at lokke gode spillere til. Efter Johannes Lunds fald overtog Tømmerkongen Johannes Jensen rollen som donor af bonus for vundne kampe. Første landsholdsspiller bliver John Pettersson 11/9 1949 – havde job som chauffør hos Salamander. Året efter engageres Arne Sørensen som træner efter sin retur fra Frankrig. Samtidig kommer Poul "Rassi" Rasmussen til som spiller hentet af ”Fiskeriminister” Kurt ”Nikkelai” Nielsen. Hjemmekampene flyttes en overgang til Gentofte Stadion (4.500 tilskuere til 1. kamp). Og vups – man avancerer til 1. division efter 1951-sæsonen. Trods en bonus på 4.000 kr. fortsætter Arne Sørensen ikke som træner – han var for dyr og røg til Ålborg. I stedet får man en østrigsk træner, der prioriterer fysisk træning meget højt. Uheldigt for SIF mister man point på brug af en ulovlig spiller – havde spillet firmafodbold under SBU, hvor det var tilladt modsat i KBU. En sæson får målmanden Theil Drengsgaard tilmed 3 måneders karantæne for angiveligt at have nikket en modspiller en skalle. Trods en perlerække af fremragende spillere vinder SIF aldrig DM.
SIF er med til at stifte Alliancen, men søger i 1956 over i det mere lukrative Stævnet. Samtidig ansætter man Carl Skoma’r Hansen som cheftræner for senior og junior – og man anlægger en grusbane, selvom den ikke havde fuld størrelse var der tale om et pionerarbejde i dansk fodbold. Efter guldalderperioden satser man igen på egen avl – men det holder ikke. Man ryger ned – en af de nye lokale spillere er Flemming Østergaard. Økonomisk er man tæt på fallit – man må optage et lån på 50.000 kr. i midten af 60erne. Nedturen fortsætter – ryger ned i Københavnsserien, hvorfra man dog rykker op igen takket være især brødrene Åbech. Endnu en bestikkelsessag kommer til at klæbe til SIF. I 1972 gribes den tidligere 1. holdsspiller Heinz Kestler i (under falsk navn) at bestikke Hellas med 5.000 kr. til at tabe. 1978 ser SIF det første pigefodbold-hold – men det kan ikke forhindre SIF i undervejs at måtte en tur ned i Mellemrækken. Nedturen stoppes og man vender tilbage til Danmarksserien et par sæsoner senere. 2 kuriøse Bornholmer-kampe undervejs – først møder Åkirkeby ikke op til sin egen hjemmekamp (har taget fejl af tidspunktet), senere når SIF ikke rettidigt frem til afgang fra Kastrup Lufthavn – får dog amnesti af DBU.
Et sportsligt lyspunkt for SIF er at man vinder DM'er for Oldboys i 1997 og 1998 – det falder sammen med, at det går hæderligt for 1. holdet, der er tæt på at rykke op i 1. division efter 1998. På ungdomssiden går man i 1999-2002 sammen med HIK i FS Øresund for ynglinge og junior. På anlægssiden gør man fælles kurs med tennis og etablerer kunstgræsbanen. 18/11 1980 indtræffer en dramatisk begivenhed – det gamle klubhus af træ nedbrænder – forsikringssum + kommune gør, at der kan opføres nyt, der står klart i 1982

Andre idrætsgrene : Boksning i 1919 – går hurtigt i sig selv igen – men genopstår i 1946. Fægtning – 1946. Balletskole fra 1992 ”Søstrene Johnsens”. Badminton : introduceres på dansk grund af SIF i 1935. Tennis : 1924. Skydning : 1925. Roning : 1938 – bliver senere til Skovshoved Roklub. Hockey: 1911. Håndbold : 1947 som kvindehåndbold

Markante fotos :
Første klubhus ”Pavillonen” s. 13
Klubhuset males s. 61 – og efter branden s. 145
SIFs Idrætshus s. 78
SIF i dag – s. 92
SIFs nuværende klubhus – s. 93

Lister :
Klubbens hovedformænd s. 154/155
Klubbens æresmedlemmer s. 156/160
Klubrekord s. 70