Hakoah 75 år

LIDT OM HAKOAHS HISTORIE

Dengang var der brydere til
(bragt i 70års-jubilæumstidsskriftet)
Brydeafdelingen i 1951 med Danmarksmestrene Isak Paikin og Kolle Leisin i midten med blomsterbuketter
Af Elon Cohn
Det må have været engang i 1950erne. Jeg var ikke særlig gammel - måske en syv eller otte år. Stedet var Østerbro Svømmehal, hvor Hakoah netop havde startet en svømmeafdeling. Jeg havde aldrig været den store sportsmand - fodbold interesserede mig overhovedet ikke. I skolen var jeg dømt til at være back, og de par gange jeg havde været på Kløvermarken med hakoanerne havde været sørgelige fiaskoer. Det regnede, der var mudret - og bolden kom farende lige mod mig som en olm tyr, syntes jeg. Det var der ikke meget ved. Nu skulle den sportslige selvtillid genoprettes her i svømmehallen, ønskede mine betænksomme forældre.
Jeg, der dengang boede ved Rungsteds kyst fra det spædeste forår til det allerdunkleste efterår - som med vejens andre unger havde fået den bedste svømmeundervisning nede på vor egen badebro - som tilbragte hver ledig time i Øresunds dengang særdeles plumrede vande - skulle nu brilliere på Hakoahs ungdomssvømmehold. Jeg kan huske, at jeg gik til træning med en masse børn, jeg ikke kendte. Jeg mødte troligt op - blev rettet og korrekset for mine bryst og rygtag - og så ebbede det hele ganske stille ud. Jeg blev aldrig Hakoahs mester - heller ikke som svømmer.
Bryderne
Til gengæld har Hakoah gennem sine 70 år fostret mester på mester - om ikke i det våde element - så i bryde- og bokseringen, på grønsværen, med bat og med bold. Jeg erindrer min barndoms besøg hos tante Bertha og onkel Henning (Silbermann) på Østerbro. I spisestuen, i hjørnet mellem vinduet og døren til soveværelset, stod en vitrine med fire eller fem hylder bag glasset. I trængsel som ved juletid på Købmagergade stod pokal på pokal.
- Hvad er alle de bægre for nogen, spurgte jeg engang.
- Dem har min far vundet som bryder, svarede fætter Birger. Henning, Josef Hillel, Silbermann var ikke den eneste, der trak mesterskaber hjem til den jødiske idrætsforening. Abraham Kurland vandt i 1932 både DM og
københavns-mesterskabet i brydning. Som holdkammerater havde han Max Bornstein, Michael Kurland, Hermann Leisin, Edvard Shiang, Henning Silbermann, Robert Eisen, Emil Wassermann og Isak Paikin. I 1961, hele 29 år senere, var vægten flyttet fra brydning og boksning til andre sportsgrene. I løbet af 1960 skulle Maccabi udtage de danske deltagere i den 6. Maccabade.
Nu var tyngden skiftet fra letvægtsbryderne til løb, tennis, fægtning og håndbold. En enkelt superbryder kunne dansk-jødisk idræt dog stadig rose sig af at have fremdrevet. Benny Sårde, med guldmedalje i græsk-romersk brydning fra 1953-Maccabiaden og fine resultater på landsholdet, viste igen de dansk-jødiske bryder-farver i Israel. Håndboldholdet dengang i 1961 spændte vidt aldersmæssigt.
Alderpræsident var Henning Isachsen, dengang 37 år, mens yngste mand på holdet var 16-årige Freddy Rothstein. Arno Nachmann skulle løbe 800 m og 1500 m, Ivan Ruben, dansk fleuret-fægter ved London OL i 1948, skulle forsvare de danske farver på blanke våben, og danmarksmesteren i tennis, Lis Bodin, mødte op i både single, dame-double og mixed-double.
Hakoahs fodboldafdeling, der i dag dominerer klubben, var fra 1938 til 1955 med i Dansk Arbejder Idræt., og siden i Københavns Boldspil Union.
Det var i de år fodbolddrengene førte den ene sejr efter den anden hjem til klubben. Senere er det gået støt tilbage for fodboldafdelingen - dog er der i de sidste år tegn i sol og måne på, at lykken vender og nye triumfer vinker forude.
Giganterne
Hakoahs stiftere og ledere var sande giganter i Københavns jødiske menigheds nyere historie.
Dette forår har vi taget afsked med Meyer Rudaizky, der tog initiativet til at stifte Hakoah i både samarbejde og konkurrence med hele den underskov af jødiske idrætsklubber, der fandtes i København for 70 år siden. Men Meyer var ikke ene om at lede dansk jødisk sport.
Josef Nachemsohn, var drivkræften bag deltagelsen i Maccabi-legene og nævnt i flæng glemmer hakoanerne næppe Poul Abrahamsen, Bernhard Bodnia, Abraham Kurland, Reihold Nathansohn, Jacob Kurland, Herman Erbstein og Benny Unterschlag.
Jeg takker JIF Hakoah for den tillid man har vist mig ved at bede mig redigere festskriftet til 70-års jubilæet. En særlig tak til Benny Unterschlag, der har stillet sit tekst- og fotoarkiv til rådighed.
Uden arkivet og Benny hjælpsomhed havde dette blad ikke set dagens lys.
Mine sønner deltager ivrigt i klubbens aktiviteter. En med bordtennisbattet i hånd - den anden på grønsværen. Hverken det ene eller andet sted mangler der spillere, ledere, eller begejstrede forældre.
Når det drejer sig om mennesker i dette land, begynder tilværelsen som pensionist senest ved de 70 år. Og vi siger, at menneskets alder er ”tre sinde tyve og ti”. Alt her udover er en foræring.
Disse udsagn gælder ikke for Hakoah. Klubben er stærk som tidligere - har bred tilslutning blandt unge og yngre Lever vi, der deltager i 70-års festlighederne længe nok, vil vi helt sikkert kunne fejre Hakoahs 120-års fødselsdag. Hjertelig mazal tov til os alle!
T
O STOVTE STØTTER
(bragt i 70års-jubilæumstidsskriftet)
Af: Ino Jacobsen
Hakoahs bestyrelse i 1959: Forrest fra venstre: Herman Erbstein, Meyer Rudaizky, Semmy Levitan, Bernhard Bodnia, Josef Nachemsohn, Reinhold Nathansohn.
Bagerst: Alfred Tschernia, Isak Berkowitz, Poul Abrahamsen, Hartog Wurms, Conny Dalgart, Simon Reilund og Ino Jacobsen
Efterhånden som tiden går, bliver der færre og færre til at fortælle om fordums stolte bedrifter og de personligheder, der lagde hjerter og sjæl, og ikke mindst en enorm arbejdsindsats i Hakoah.
Sportspræstationer har det med at blive mere og mere farverige, ja ligefrem rosenrøde, jo længere tid der går. Omvendt går det med lederne der stod bag. Deres indsats falmer og blegner, og en dag er de glemt. Ved 70 års dagen, er der grund til at omtale to, som lagde umanerligt mange kræfter i arbejdet for Hakoah og som brugte utrolig megen fritid på sagen.
Den 30. november 1993 døde Herman Erbstein, knapt 80, år gammel. For sit mangeårige virke i Hakoahs bestyrelse blev Herman Erbstein - eller Snerpe som han blev kaldt blandt venner - udnævnt til æresmedlem.
Herman Erbstein var med i Hakoah omtrent fra starten, først som aktiv, og kort tid efter sin hjemkomst fra Theresienstadt, også i bestyrelsen, hvor han sad tungt og solidt på medlemsregister og ikke mindst på Hakoahs kasse. Det er ikke småting Herman Erbstein har måttet lægge øren til på utallige bestyrelsesmøder, og det må, med nutidens målestok, siges at være en overmenneskelig præstation Herman Erbstein har ydet. Og hans rekord bliver næppe slået.
Med sit rolige temperament, sin solide viden om alle detaljer i Hakoahs mange aktiviteter, og sit sikre greb om regnskaberne og pengesagerne, var han den ballast der var uundværlig for de skiftende bestyrelser, og ikke mindst dens formænd.
Reinhold Nathansohn, der døde i december måned 1978, kun 61 år gammel, tilhørte samme generation som Herman
Erbstein, og var besat af den samme flid og trofasthed overfor Hakoah - om end hans temperament var af en helt anden
beskaffenhed. Også Reinhold blev æresmedlem i Hakoah.
Reinhold Nathansohn havde en stor, altoverskyggende interesse. Fodbolden og alt hvad der følger med og hører til i dette dybt alvorlige og alt opslugende spil, som for mange, og blandt dem Reinhold, er ensbetydende med selve tilværelsen. Hans debut på Hakoahs bedste seniorhold må have fundet sted en gang i anden halvdel af 1930’erne, og hans sidste optræden på Hakoahs bedste seniorhold var en gang i midten af 1950’erne.
Sin debut som ungdomsleder, eller juniorleder, som det hed den gang, fandt sted i begyndelsen af krigsårene, og det er ganske mange, der har oplevet Reinhold som både juniorleder og medspiller på Hakoahs bedste seniorhold. Ledergerningen, som ungdomsleder og som formand varede til 1971, men det vil være som ungdomsleder i Hakoah, at Reinhold huskes. Genopbygningen af Hakoah efter 1945, var en opgave, som krævede en enorm indsats. Der var mangel på alt, og ikke mindst sportsudstyr, hvis man overhovedet kan bruge den betegnelse om datidens ragelse.
Alene det at få fat i en fodbold, for slet ikke at tale om støvler, var en opgave for eksperter.
Alligevel blev ungdomsafdelingen et tilløbsstykke, der en overgang havde to lilleputhold, to drengehold, samt junior-og ynglingehold. Arbejdet var Reinholds, og de kontakter han fik blandt forældre og de unge boldgenier, var ikke blot en almindelig rutine. Der var tale om personlige relationer, der rakte langt ud over hvad man kunne forvente.
Grundlæggeren af dette ærværdige medlemsblad (Hakoahneren, red.) er den samme Reinhold. Nok var der i 1942 tilløb til et blad, men det blev kun til et enkelt nummer - af indlysende årsager. Men i 1949 kunne man så begynde på en frisk, og med diverse besværligheder har Hakoahneren holdt sig på banen i omkring 45 år - og takket være Hakoahneren, er Hakoahs historie bevaret.
Også derfor er det rart at huske Snerpe og Reinhold to der var med til at holde sammen på stumperne, på hver sin måde ganske vist, men på en sådan måde, at forbindelsen bagud blev bevaret.

INTERNATIONALT SAMARBEJDE GENNEM MERE END 70 ÅR
Af: Bjarne Karpantschof
(bragt i 70års-jubilæumstidsskriftet)
Selvom det internationale Maccabi samarbejde, deltagelse i Maccabiader og i europæiske Maccabi mesterskaber, med stiftelse af dansk Maccabi Forbund, officielt blev udskilt fra Hakoah i 1982, er Hakoahs navn så tæt knyttet til Maccabi, at dansk Maccabi historie og Hakoahs historie må siges at være to alen ud af et godt stykke.
Da Maccabi World Union (MWU) på initiativ af Pierre Gildesgame fra London i 1921 officielt blev stiftet, var det en selvfølge, at et land som Danmark blev regnet med som et af de lande, der fra starten udgjorde fundamentet i den nye organisation.
Jødiske idrætsfolk fandtes jo også i Danmark inden Hakoahs officielle oprettelse i 1924. Hakoahs stifter, Meyer Rudaizky, skrev i 1959 følgende i 35 års jubilæumsskriftet:
,,Der fandtes flere jødiske idrætsklubber som f.eks. Haivri Hazair, ,,Kadima”, ,,Kaduah” og andre. Jeg spillede fodbold i dem alle, men på trods heraf, synes jeg, at der manglede noget. De fleste af medlemmerne i disse klubber var over 20 år og medlemmer på min alder var ikke rigtigt på talefod med folk over 20, blandt hvilke der var flere ”big shots”. Det var derfor naturligt at grundlægge en klub, der også optog medlemmer under 20 år. ”
På trods af sin unge alder, formåede han at få Danmark registreret som medstifter af MWU. Meyers indsats for at få dansk deltagelse ved de første Maccabiader i Israel i 1932 og 1935, blev senere efter krigen, fulgt op af legendariske Josef Nachemsohn, hvis navn blev kendt i vide kredse i Israel, og blev forbundet med dansk lederskab i Maccabi verdenen. Personligt lærte jeg både Meyer Rudaizky og Josef Nachemsohn at kende, da jeg som grøn 18 årig knægt, på initiativ af Reinholdt Nathansohn, i 1965 deltog i den 7. Maccabiade.
Specielt husker jeg ,,Joske” for hans livlige humør og bramfrie vittigheder ved kanten af swimmingpoolen i Kfar Maccabiah. Senere blev det for mit vedkommende til mange maccabiader, både som aktiv idrætsudøver og som leder, men det var oplevelser sammen med bl. a. disse mennesker, der efter næsten 30 år stadig sidder dybt printet i mit indre og som jeg aldrig vil glemme. Det var bl.a. disse hændelser og disse mennesker, der skabte fundamentet for, at jeg sidenhen lagde mit jødiske foreningshjerte i Hakoah og i Den internationale Maccabi bevægelse. I dag er Maccabibevægelsen den største organisation i den jødiske verden med ‘filialer’ næsten overalt.
Mit ønske for fremtiden er, at vore trosfæller i de muslimske lande snart kan få lov til at deltage i Maccabis aktiviteter på lige fod med os andre.
Når Danmarks og Hakoah Københavns navn i dag nævnes i internationale Maccabi kredse er det først og fremmest med baggrund i to ting. For det første fordi Danmark er en ud af kun 5 nationer, der har deltaget ved samtlige 14 Maccabiader. Udover Danmark er de 4 Øvrige lande Israel, Holland, USA og England. Den anden og ikke mindre væsentlige er Hakoahs hæderkronede 70 årige fane. Dette klenodie, er det eneste, der har deltaget aktivt, ved samtlige maccabiader og ved samtlige europæiske maccabi mesterskaber.
Ved de seneste maccabiader har jeg ofte måttet stå model til talrige snapshots og videooptagelser, når jeg blev spurgt og fortalte, hvorfor jeg gik rundt med sådan en “gammel las”. Jeg håber inderligt, at vi kan fortsætte denne tradition fremover, og at fanen kan holde sammen på sig selv.
Som sagt er Hakoahs historie lig med Maccabis historie. Sådan vil og skal det fortsat være. På trods af sine 70 år er Hakoah stadig frisk og rørig med mod på at skabe nye jødiske idrætsfolk, der vil løfte arven efter tidligere generationer. Generationer der skabte en organisation med det formål at skaffe grobund for fantastiske oplevelser og livslange venskaber blandt jøder, uanset religiøst og nationalt tilhørsforhold. Udenforstående, der ikke har den ringeste interesse for idræt, kan have svært ved at forstå de bånd, som et tilhørsforhold til Hakoah har skabt. Jeg håber, at vor dejlige forening fortsat vil give disse muligheder, også til mine børn.
Hazak Ve’ematz og mazal tov fra en “altid Hakoahner”.