Seniorbolden længe leve
Det er med livet som indsats at blive væk fra en træning i seniorfællesskabet. Med kunstige knæ og højt humør spiller 60+’erne på livet løs, fordi fællesskabet i tredje halvleg er livsforlængende. Kom med til fodboldfestival for enlige mænd.
“Det ser ikk’ ud, som om I laver noget!”, råber Per Agerbo efter tre spillere. Tonen er kærlig, men bestemt, for Per tager sin rolle som fællesskabsambassadør alvorligt.
“Jeg spiller også selv fodbold, men jeg er ikke særlig god til det. Men selve det sociale samvær er meget vigtigt,” fortæller Per Agerbo fra Sundby Boldklub.
Han er en del af et helt særligt sammenhold: Seniorfællesskaberne 60+ kører nu på syvende år, og fodboldfestivallen hvert efterår er gået hen og blevet en god tradition. Opvarmningen er i gang, inden spillere fra Sundby, Vestia, Fremad Valby, Skjold og Hellas skal prøve kampformen af i et 6 mod 6-stævne.
"Kjeld, han står bare der. Saltstøtte!” udbryder Børge fra Boldklubben Hellas.
Sammen med Knud er han taget til Sundby Boldklub for at heppe på holdkammeraterne. Det foregår fra sidelinjen med spydige bemærkninger - men i en tone, der klart understreger, hvor meget Knud og Børge nyder at være en del af 60+-fællesskabet.
Fodboldfestivallen blev afviklet over halvanden time med 6 mod 6-kampe.
Selvom kropsalderen siger 78, er der ingen tanker om at stoppe med at spille fodbold.
“Jeg kommer på grund af samværet,” siger Børge på 78 år, der lige har fået en ny hofte. Han regner med, prognosen er god, da han i forvejen spiller med to kunstige knæ, næsten uden besvær.
Knud fik en blodprop i hjernen for tre uger siden og døjer med lidt eftervirkninger, men er ellers klar i hovedet.
“Ja, ja, alt er jo relativt,” byder Børge.
“Ha, jeg tror, det er kommet os til gode, at vi ikke har siddet på sofaen hele vores liv,” griner Knud, der spiller for motionens skyld, men allermest nyder hyggen i tredje halvleg.
Seniorfællesskaber 60+ er et flerårigt projekt mellem DBU København og Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning. Ni klubber i Hovedstadsområdet er med, og målet er at få endnu flere enlige mænd med i det givende fodboldfællesskab.
Claus Buch, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Venstre og folkeoplysningsudvalget, er tilskuer til dagens opvisning i sambabold og sammenhold, og for ham er projektet en mærkesag:
“Det er vigtigt for mig, at vi kan motivere seniorerne fra 60 år og opefter til at holde sig i gang så længe som muligt, og her har vi noget, der fungerer rigtig, rigtig godt.”
Ole Jervin fra Fremad Valby og Claus Buch fra Folkeoplysningsudvalget fik en god dialog om vejen fra Sundhedshusene til fodboldfællesskaberne.
Efter kampene var der smørrebrød og røverhistorier i klubhuset.
Andreas Keil fra Borgerrepræsentationen er også dukket op til fodboldfestival for at se ved selvsyn, hvad projektet kan.
“Det er jo spot on. Ensomhed er noget, vi har bokset med længe - blandt ældre mænd hovedsageligt. Mænd kan godt have svært ved at komme ud og svært ved at tage kontakt til fællesskaber.”
Det er også en af grundene til, at Per Agerbos prioritering og rolle som fællesskabsambassadør er vigtig. For som han siger:
“Det, der er svært, det er at tage sig sammen og komme afsted. Der er mange enlige mænd, og hvis de ikke har været her et stykke tid, så ringer jeg ud og spørger, om de er levende endnu,” fortæller Per Agerbo.
Per Agerbo, stående, har svært ved at sætte sig ned, fordi det ligger ham på sinde at sørge for, at hans medmennesker har det godt.
Spillerne kommer for fællesskabet skyld. At det så er pakket ind i svedtrøjer og knopper gør ingenting.
Fodbold på henvisning
Hvordan finder de enlige så vej til fællesskaberne i de ni klubber, der er med i projektet?
Som regel er det spillerne på holdet, der prikker til nogle bekendte. Andre gange spreder det gode rygte sig i klubberne, for eksempel til bedstefædre, der er til fodboldtræning med børnebørnene og stikker hovedet ind i omklædningsrummet for at høre, om der mon findes et seniorhold.
Kommunens Sundhedshuse kan også være mellemled for et nyt holdmedlem, idet de kan visitere til træning i en nærliggende fodboldklub. Sådan startede Oles fodboldkarriere.
Gennem Center for Diabetes og Hjertesygdomme på Vesterbro, hvor Ole Jervin gik som diabetespatient, blev han via en af fysioterapeuterne henvist til at spille fodbold i Fremad Valby. Det er nu fire år siden, og i dag er han både spiller og holdleder.
“Det er fantastisk at være med. Jeg har den glæde som holdleder at kunne sidde i baggrunden og se, det man prøver at arbejde ihærdigt med, nemlig at få noget fællesskab og få folk til at snakke sammen og tage egenomsorg. Det gør de helt af sig selv, og det er en fornøjelse uden lige at være tilskuer til,” fortæller Ole Jervin.
Da dagens kampe er afsluttet, venter tredje halvleg i klubhuset: Smørrebrød, kolde øl og højt humør af den slags, man kan leve længe på. Og det skal faktisk forstås helt bogstaveligt.
