Alle gode gange 3

Vi holder altid med dommeren, når vi ser fodbold, konstaterer dommer-kometen Sebastian Aagerup og hans dommer-far og dommer-farfar.


I Aagerup-familien dømmer tre generationer i de københavnske fodboldrækker. Foto: DBUK 

Det kriblede og krablede noget mere end normalt i maven, da han trak i dommertøjet lørdag den 13. august. I dagene op til det forestående opgør på Fredensborg Stadion havde nerverne tiltaget i styrke, og nu kulminerede spændingen i kroppen. 

Omkring 500 tilskuere, langt de fleste stående, hujede forventningsfuldt. Fredensborgs første divisionskamp nogensinde mod legendariske Frem, der på sidste spilledag i forårssæsonen havde misset oprykningen til 1. division. Men en lille håndfuld var kommet udelukkende for at se ham i hans divisionsdebut. 

Det var rart med lidt støtte, men det tog nu ikke presset i timerne og minutterne op til. Ansvaret for en god afvikling tyngede på hans unge skuldre. Men fra han præcis kl. 13.00 fløjtede spillet i gang, var han ovenpå igen. Som en rutineret ræv var han konstant i nærheden af bolden og begivenhederne og lod sig ikke rokke af tilråb eller spillerprotester. Heller ikke da han uden tøven gav en Frem’er rødt kort, og gemytterne kom i kog. Og efter kampen var der da også kun tilfredshed at spore blandt de to klubbers aktører. Kram og ros fra den nærmeste familie lunede, men det tog nu alligevel lidt længere tid end normalt at få pulsen ned.

Sebastian Aagerup fylder 21 år nytårsaften og er Danmarks yngste divisionsdommer. Siden han tog dommerkortet som 15-årig er han drønet op gennem rækkerne. Hjulpet blandt andet af at være med i DBU’s talentprogram har hans kometkarriere budt på oprykning stort set hvert halve år. 

 – Det var en stor overraskelse for mig, da jeg blev ringet op i sommer og fik at vide, jeg blev rykket op fra Danmarksserien, fortæller Sebastian, der i løbet af efteråret dømte seks 2. divisionskampe. Dertil et hav af kampe i lavere rækker, og har han en friweekend, ringer han til DBU København og stiller sig til rådighed, for alle kampe er med til at dygtiggøre ham, er overbevisningen.

 – Der går ikke noget af mig, fordi jeg dømmer en Serie 5-kamp, hvor jeg står med eneansvaret, selv om jeg nu oftest har folk på linjerne, siger Sebastian, der ikke har dommertalentet fra fremmede.

SMITTEFAR-LIG
Faktisk er han opflasket med det. Hans far, 49-årige René Aagerup, som selv har dømt 2. divisionsbold i tre sæsoner, er nemlig bidt af en gal fodbolddommer. Det er også René, som for nu mange år siden smittede sin egen far, Torben Aagerup, med dommer-bacillen.

– Jeg stod i ungdomsårene på mål for B1903 og mente, jeg kunne gøre det bedre end de dommere, der dømte vores kampe. Og så må man jo bevise det, fortæller René, der tog dommeruddannelsen og fik arbejdet sig op gennem rækkerne, dog i et lidt mere roligt tempo end sønnen.
Han fløjtede dertil også et hav af mindre officielle kampe qua sit job som pædagog. Og ind imellem dobbeltbookede han, og hvad gør man, når man nu engang ikke kan være to steder på engang.

– Så ringede han efter mig, som godt nok kendte fodboldreglerne, men aldrig havde dømt, fortæller 79-årige Torben, der med få timers varsel frisk og frejdigt kastede sig ud i at dømme en kamp i Lersøparken. Helt smertefrit gik det ikke.

– Jeg håber virkelig, det er din sidste kamp, råbte en af spillerne. Jeg nænnede ikke at svare, det var min første!

Alligevel havde Torben fået så meget smag for dommertjansen, at han umiddelbart efter tog dommerkort og som de næste generationer har et hav af kampe på CV’et. Farfar er den største beundrer af Sebastian og mener, at barnebarnet sagtens kan nå helt til tops og dømme internationalt.

– Potentialet har han afgjort. Han er kold som is. Han vakler aldrig i sine kendelser, og han affejer kyndigt alle indvendinger. Siden jeg så ham dømme en oldboyskamp – og de gutter er sgu ikke nemme – uden at komme på glatis, har jeg været overbevist om, han kan nå lige så langt, han vil.

DET KLARE DOMMERVALG
Fra fødslen var det oplagt, at Sebastian skulle blive til noget inden for fodbold. Allerede i de første timer på fødegangen forsøgte René at få sønnen til at sige ”Superliga”! 

– Jeg var jo lidt fodboldgal, og det var bare sjov, griner René.

Knægten blev slæbt med til et utal af stævner fra toårs-alderen og overværede ofte sin far styre både hyggekampe og dem, hvor vigtige point stod på spil.

Sebastian begyndte naturligvis at spille fodbold og har spillet i flere forskellige klubber, sidst i Gladsaxe-Hero. Men allerede som endog meget ung dømte han sine første kampe.

– Min far havde ofte brug for dommere til kampe i SFO-regi, og så blev jeg som 11-12-årig sat til at dømme næsten jævnaldrende drenge. Siden eskalerede det, og så tog jeg dommerkortet, da jeg blev gammel nok. 

– Jeg tænker aldrig over, at jeg er yngre end spillerne, men tilstræber bare at dømme retfærdigt. Det er nødvendigt at sætte sig i respekt og træffe så rigtige beslutninger som muligt, og vi skal som dommere kende vores rolle. Vi er sat i verden for spillernes skyld; ikke omvendt! 

De godt 190 cm kompenserer formentlig en hel del for hans unge udseende, men garvede provokatører får som oftest respekt, når de finder ud af, at hans kendelser ikke er til forhandling.

– De kan brokke sig lige så meget de vil; jeg står fast. Og giver de kort, der skal gives. Det har ikke været en speciel god kamp, hvis ikke jeg har givet nogen. Hvis en spiller fortjener et gult eller rødt kort, så skal han også have det. Punktum. Og jeg ved godt selv, hvornår jeg har dømt en god kamp. Det er en herlig fornemmelse, føles godt i maven…

I takt med at han blev påsat flere og flere kampe, måtte han vælge mellem selv at spille og at dømme.  

– Kamptiderne kolliderede, og så valgte jeg dommergerningen, for det er klart det sjoveste. Ikke mindst chancerne for at komme til udlandet og dømme, som jeg foreløbig har fået lov til ved turneringer i Norge og i
England, er blandt de oplevelser, der trækker.

GRUNDIG FORBEREDT
Sebastian kommer ikke sovende til sine imponerende resultater. 

– Jeg forbereder mig grundigt og bruger vel sådan cirka fem timer på forberedelse for hver time, jeg dømmer. Med forberedelse tænker jeg på både fysisk og teoretisk træning. Jeg skal naturligvis være i god form, så jeg kan følge med, og kende alle regler og paragraffer ned i mindste detalje, så jeg også lovteknisk er klædt ordentlig på til kampe. Og så forbereder jeg mig også på holdene, sætter mig ind i hvem jeg dømme. 

Ud over at trække på sin fars erfaringer får han også hjælp af ”udviklere”, der har afløst tidligere tiders bedømmere. Sebastian fortæller, at hans kampe ofte ses af udviklere, som fortæller ham, hvad han kan gøre for at blive bedre. Men den største støtte i den boldgade får han fra sin tildelte mentor.

– Ham bruger jeg meget. Ringer og skriver om stort og småt, for han ved, hvad det drejer sig om. Han er en rigtig stor hjælp, fastslår Sebastian om Lars Skibild, der har været divisionsdommer i 12 år heraf de ni i 1. division. Han stoppede i sommer, da han med sine 45 år var faldet for aldersgrænsen.

Den grænse ligger langt ude i fremtiden for Sebastian, for hvem der tilsyneladende ikke er grænser for, hvilke kampe han kan få. Måske netop fordi han er utrolig ydmyg, realistisk og ikke er til at drive ord ud af om egne ambitioner.

– Du får mig ikke til at sige, jeg skal dømme 1. division endsige Superliga på et tidspunkt. Jeg håber at kunne fortsætte som 2. divisionsdommer og suge til mig. Det gælder om at fylde på hele tiden.
Ikke engang drømmen om en Champions League-kamp kan vi få ham til at kommentere. Men et enkelt forbillede kan vi lokke ud af ham; tyrkiske Cüneyt Cakir, der bl.a. dømte CL-finalen mellem Barcelona og Juventus i 2015. 

– Han har en vild god udstråling, er klar i markeringerne og helt kølig i alle beslutninger. 

– Vi har også virkelig gode Superliga-dommere, og jeg synes, man kan lære meget af dem.

Mere snakkesalig er han, når det kommer til spørgsmålet om, hvordan han ser fodboldkampe. For det er nemlig ikke som os andre. Han holder øje med dommeren – og holder med fløjtespilleren. Altid. Og sådan ser de to ældre generationer Aagerup også i reglen fodbold.

– Vi håber, han dømmer korrekt, ikke overser straffespark og afvikler kampen så godt som overhovedet muligt. Kort sagt tager de rigtige beslutninger. På tv er det stort set umuligt, da kameraet sjældent følger dommeren, men på stadion følger jeg kun dommerens gøren og laden. Resultatet af kampen er mig helt ligegyldigt. 

Husk du kan følge de københavnske dommere på Facebook.


Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første