Da der var søm i støvlerne

Jens-Carl Kristensen nåede meget som fodboldspiller i løbet af få år i 1950’erne. De den tidligere AB’er og topscorer i 1. division rundede 80 år mødte "Københavnsk Fodbold" (DBU Københavns Fodboldmagasin) ham for at høre om gamle fodbolddage i København. Det kom der denne artikel ud af maj 2013 (bragt i nr. 2) - skrevet af Jan Løfberg.

Når en aktiv divisionsspiller havde sin storhedsperiode i 1950’erne, må nutidens digitale medier give fortabt. Heldigvis kan mange fodboldspillere på +60 huske navnet Jens-Carl Kristensen fra AB. Såfremt de har set ham spille er de enige om, at han både var målfarlig og en af de hurtigste danske fodboldspillere gennem tiderne.

Mange fodboldinteresserede kan erindre ham som en særdeles kyndig fodboldkommentator på Berlingske Tidende. Denne indledende snak om Jens-Carl – efternavnet bruges kun sjældent – skyldes, at den gamle AB’er rundede 80 år 2. marts. Jeg ringede til ham og fik ham overtalt til at stille op for Københavnsk Fodbold. Samtalen skal naturligvis stå i nostalgiens tegn.

Jens-Carl kender historierne og anekdoterne, som han er en mester i at gengive. De fleste historier blev afsluttet med en hjertelig latter. Fodboldkarrieren blev indledt i KFUM omkring 1942, fordi Jens-Carls forældre ikke ville have, at han kørte på cykel til AB på Nørre Allé. Det var trods alt under krigen: "Jeg fik lov til at spille i den nærmeste klub, men jeg ville helst have spillet i AB, for der var mine helte – særligt Knud Lundberg. Jeg blev nok præget af min far, der var skakspiller. Han nød Lundbergs intelligente måde at spille fodbold på."

I 1943 stod Jens-Carl ret og rank i KFUM’s fodboldtøj sammen med den jævnaldrende Arthur Jensen, der var iført Ben Hurs atletikdragt. KFUM’s klubhus blev indviet af kronprinsesse Ingrid, og i ugerevyen kan man se de to knægte byde den kongelige højhed velkommen. Som dreng var Jens-Carl fra bageste række på Idrætsparkens billige langside særligt imponeret af to højre wings : Alex Friedmann fra B1903 og Helmuth Søbirk fra B93. Da krigen var overstået, og Jens-Carl blev junior, meldte han sig i AB. Beslutningen blev ikke modtaget med begejstring af KFUM’s ungdomsleder K.K. Hansen. Og i kvartererne rundt om Emdrupparken blev Jens-Carl kaldt klubforræder. Dengang var det ikke velset at skifte klub. Men det blev også Jens-Carls sidste klubskifte. Han blev medlem af AB i 1947, så han har nu været AB’er i over 65 år. Medlemskabet er intakt, men det er sjældent, at Jens- Carl kommer forbi Bagsværd.

Hans interesse for klubben dalede efter udflytningen: "Jeg levede hele min ungdom på Nørre Allé. Jeg var inde på AB hver dag og spillede udover fodbold også bordtennis og cricket. Jeg var ikke den store cricketspiller, men jeg var god til at løbe, så jeg var god at have i marken." Jens-Carl var generelt god til idræt, gymnastik og boldspil. Hans gymnastiklærer blev rasende da han hørte, at Jens-Carl var begyndt at prioritere fodbold: "Så bliver du aldrig dansk mester i gymnastik." Til gengæld blev han dansk mester med AB’s fodboldhold. Håndbold blev dengang betragtet som fortrinlig vintertræning for fodboldspillerne, og den senere Brøndby-borgmester Kjeld Rasmussen skrev, at Jens-Carl var den bedste spiller i Aftenbladets ungdomsturnering.

Efterhånden vandt fodbolden i AB afgørende over håndbolden i Efterslægten fordi Jens-Carl Kristensen syntes, at han var for lille i forhold til de andre håndboldspillere. Som ungdomsspiller i AB konkurrerede han med Ove Bech Nielsen om at lave flest mål. Folk tog ofte fejl af dem, fordi de begge var lyshårede og meget hurtige i det.

KFUM måtte ikke spille i kirketiden. Derfor spillede de ofte klokken kvart over otte søndag morgen. Normalt cyklede ungdomsspillerne i samlet flok til deres kampe. Dengang havde forældrene jo ikke bil. Men så var det, at Jens-Carls holdkammerat Ejler Koch fik den idé, at de kunne låne "ministerbilen" til morgenkampen i Emdrupparken. Hans mor Bodil Koch var kirkeminister og hun syntes, at det kunne være meget sjovt. Hun blev for øvrigt engang kaldt for "det eneste mandfolk i regeringen". Hendes chauffør kørte ud til Nørre Allé og hentede 11 omklædte spillere, der lige kunne presses ind i bilen. KFUM’erne kiggede, da et helt AB-hold sprang ud af bilen. De vidste heldigvis ikke, at det var kirkeministerens bil, ellers havde det været en forfærdelig skandalehistorie. Chaufføren ventede, og så blev AB-spillerne kørt retur til Nørre Allé.

Lundberg var som en far. "Jeg debuterede som 18-årig på 1. senior til B1901’s 50 års jubilæum den 4. august på Nykøbing Falster Stadion. Jeg husker datoen tydeligt, for min far døde om natten, og jeg ville naturligvis melde afbud, men det ville min mor ikke høre tale om. "Du spiller. Det vil være i fars ånd." Vi kørte i bus derned, og mine holdkammerater kunne sagtens se, at jeg ikke var mig selv. Men jeg spillede og scorede fire mål. Det var naturligvis meget bevægende. Til banketten på Guldborgsund Pavillonen kom vores ynglingetræner Henning Westergaard hen til Ove Bech og mig: "Nu må I gerne sige du til mig, for nu er I blevet 1. holds-spillere." Og så drak vi dus på gammeldags manér."

Jens-Carl Kristensen brækkede fodrodsbenet i en seminariekamp kort tid før AB skulle på sin store tur til Hong Kong. I de glade amatørdage var sådan en Østen-tur noget af det største, man kunne opnå. Derfor var der kamp om de blot 18 pladser. Jens-Carl fik gipsen af og blev udtaget: Han blev spurgt, om det stadig gjorde ondt. Det sagde han nej til, selv om han havde voldsomme smerter. Det endte med at blive en af hans allerstørste oplevelser som fodboldspiller. "Det var ganske få år efter krigen, og jeg havde aldrig prøvet at flyve før. Vi var væk i en hel måned, og min mor var rædselsslagen. Uden jeg vidste det, kontaktede hun Knud Lundberg og spurgte, om han kunne passe på mig. Først 25 år senere fortalte "Doktoren" mig historien: "Jeg turde ikke sige det til dig, for så havde du været uforskammet overfor din mor." Lundberg passede godt på mig, og det er vel ikke for meget sagt, at han har været som en far for mig."

En anden af de store oplevelser var kampen i 1954 mod Dynamo Moskva foran 50.000 tilskuere i Københavns Idrætspark: "Det var noget helt særligt. Det var første gang, at en kamp i Parken blev spillet en hverdagseftermiddag, og det var første gang russerne tog på turné i Vesten. De blev betragtet som mennesker af en helt anden verden, og de havde legenden Lev Jasjin på mål. Kampen blev spillet en onsdag, og de store københavnske arbejdspladser med B&W i spidsen gav arbejderne tidlig fyraften, så de kunne tage i Parken.
Vi tabte 1-2, og jeg var lige ved at score på Jasjin, men det værste var, at jeg opdagede, at jeg ikke var så hurtig, som jeg troede. Jeg kunne ikke følge med deres centerhalf – han kunne næsten løbe fra mig baglæns," griner Jens-Carl Kristensen.

Kort tid efter landsholdsdebuten i 1955 blev Jens-Carl professionel i den schweiziske mesterklub La Chaux-de-Fonds og da han to år senere vendte tilbage til dansk fodbold blev han – som alle andre hjemvendte professionelle – idømt to års udelukkelse fra "entréindtægtsgivende kampe", som det hed. På holdkammeraten Knud Lundbergs opfordring blev han i denne periode journalistelev. Jeg droppede ud af studenterkurset, for som Lundberg sagde: "Det er ligegyldigt med den eksamen, for du har jo kundskaberne!"  Jeg startede på United Press i København, og herefter blev det ikke til ret mange kampe på AB’s 1. hold. Jeg har aldrig været god til at multitaske, sådan som kvinder siges at kunne. Jeg fokuserede på én ting ad gangen. Og det blev så journalistikken, der vandt.

Alligevel nåede jeg sjovt nok at få nogle 1. holdskampe for Bagsværd IF i 1960erne. AB og Bagsværd IF var lige blevet slået sammen og det var noget med, at de skulle blive hængende i en bestemt serie, ellers ville det betyde at divisionsreserverne skulle hentes nede i serie 3. Derfor blev Knud Lundberg, Poul Koch og jeg bedt om at hjælpe Bagsværds 1. hold. John Bjørklund var træner – og han var jo noget for sig selv. Han gik ind for holdånd og kammeratskab, så før kampene mødtes vi hos ham for at spise morgenmad. Det var jo ikke noget for os gamle drenge, så det sprang vi over. På det tidspunkt havde jeg arbejdet som journalist i flere år, så vægten
var ikke helt som den skulle være."

Åndshovmod på Nørre Allé.

AB’erne var noget for sig selv. Dengang havde de fleste klubber deres afsæt i arbejderklassen. Ifølge Jens-Carl medførte det et forfærdeligt åndshovmod på Nørre Allé. Det lå i kortene, at man var klogere end andre. Der var simpelt hen noget, som man ikke nedværdigede sig til, når man var AB’er. "Jeg havde det svært med mange af vores attituder på AB. På den anden side fik vi også tørt på, når vi spillede ude mod arbejderklubberne. Som ungdomsspillere måtte vi ikke juble efter en scoring. Vi måtte heller ikke miste besindelsen, og her var Knud Lundberg naturligvis det store forbillede. Dog kunne han finde på at "skælde" dommeren ud ved at henvende sig på en særlig måde: "Jeg vil gerne have en forklaring." Dommerne kunne ikke lide at diskutere med ham.

AGF havde nogle hårdtspillende forsvarsspillere – Jørgen Olesen og Sigurd Iversen – som forsøgte at sparke Lundberg ned, når de kunne komme til det. "Doktoren" gav ikke selv igen, men jeg "hævnede" ham. Det var sandelig ikke noget, som han havde bedt om. Tværtimod. Han bad mig altid om ikke "at rulle gardinerne ned".
På Aarhus Stadion fik jeg ram på Jørgen Olesen, da jeg med ham i hælene sparkede bolden ind over og slog bagud med hånden. Alle kiggede efter bolden og så ikke, at Jørgen Olesen faldt til jorden. Han blev ramt i solar plexus. Lundberg så det, naturligvis. Jeg fik en skideballe: "Ungtyr, du skal ikke blande dig i, at de sparker mig. Lad nu være med at rulle gardinerne ned."

AB tiltrak dengang adskillige af samfundets spidser, sådan som det er i FCK nu. De spillede dog selv fodbold og kaldte deres "klub" for DOF – De Over Fyrre. Departementschef Palle Christensen, chefredaktør Harry Bendixen, overlæge Otto Kabel og billedhuggeren Knud Nellemose var blandt kendisserne. Hver lørdag spillede
de til to mål, og de syntes at det var sjovt, hvis nogle af de unge spillede med: "På det tidspunkt var der stålsvang i støvlerne, og knopperne blev slået i med søm, som du kunne risikere at få op i foden, hvis banerne var dårlige. Nellemose havde atelier i Rom og boede der tit, og en dag forærede han mig et par italienske støvler. Sammenlignet med det, de andre spillede i, var der nærmest tale om fodboldsko – en slags forløber for Adidas-støvlen. Det var jeg ham meget taknemmelig for," siger Jens-Carl.

Vi lærte at drikke i klubberne. AB’s ledere værnede om amatørreglerne, og det var strengt forbudt for spillerne at tale om betalt fodbold. Steen Blicher, en af klubbens mange landsholdsspillere, undrede sig lidt for højlydt over, at det ikke kom spillerne til gode, at man fyldte Idrætsparken søndag efter søndag uden at få en klink for det. Herefter blev hele spillertruppen krydsforhørt af bestyrelsen. Penge kunne spillerne ikke få. Til gengæld kunne de få lov til at drikke sig fra sans og samling. For noget skulle spillerne jo have. Til de store kampe fik anføreren udbetalt 1.200 kroner, og så kunne holdet gå i byen og drikke puljen op. Havde spillerne hver fået 100 kroner, var de blevet erklæret for professionelle. Helt frem til 1970 var professionel et skældsord i dansk fodbold. "Jeg vil vove den påstand, at vi på den måde lærte at drikke. Jeg var engang med til en B-landskamp, hvor en af spillerne blev sendt til udpumpning. Man sagde, at det var de morsomme, der spillede på B-landsholdet, men alligevel. Det var jo latterligt, at vi ikke i stedet måtte købe noget med hjem til kæresten."

Vi er ikke færdige med anekdoterne, men vi bevæger os længere og længere væk fra emnet, så jeg slukker for diktafonen.

Jens-Carl Kristensen. Født 2. marts 1933 på Frederiksberg; søn af grosserer K. A. Kristensen og Anna Sofie, født Jørgensen. Gift 23. november 1955 med Hanne Clemensen (død 22. oktober 2000). Far til Pernille og morfar til Emilia og Laurits.
Journalistelev UPI 1959, journalist på Aktuelt 1960-72 (sportsredaktør 1966-72), Ekstra Bladet 1972-78, sportsredaktør på Berlingske Tidende 1978-1995, hvor han blandt andet skrev den ugentlige søndagsklumme Sportsspejlet.
Tillidsposter: Medlem af justitsministeriets udvalg til revision af reglerne for afholdelse af offentlige boksekampe i Danmark 1987-89, pressens repræsentant i Dansk Boldspil-Unions 100-års-jubilæumsudvalg 1986-89.
Har skrevet flere bøger, bl.a. "Gentleman Chris". Medforfatter til kulturministeriets "Eliteidrættens Kanon" i 2007.
Fodboldkarriere: KFUM som drengespiller, fra juniortiden AB (110 1. holds-kampe og DM-guld 1951-52) ubesejret i seks landskampe,  - 1 A-, 1 B-, 3 U- og 1 Y. Topscorer i 1. division i 1954. Professionel i La Chaux de Fonds, Schweiz 1955-56 og måtte derfor ikke længere spille på landshold ifølge DBU’s daværende amatørregler.

AB’s Jens-Carl Kristensen runder KB’s centerhalf Henning Hellbrandt i en kamp i Idrætsparken.

Støvler med søm i - godt nok en noget ældre udgave end de, som Jens-Carl spillede med i sine velmagtsdage.