En dommer lægger fløjten

75-årige Kjeld Lystrup fra Valby har valgt at lægge dommerfløjten på hylden for denne gang. Siden 1970 er det blevet til mere end 4000 reelle 11-mands kampe plus stævner og indendørskampe. Nu trykker alderen, og Kjeld vil gerne stoppe, mens legen er god.

Af: Sofie Reimer

Kjeld Lystrup har netop rejst sig efter et alvorligt fald i Varde, hvor han slog sig gul og blå. Nu står han på Sporsløjfen 10 hos DBU København, og modtager en buket blomster for lang god og tro tjeneste som dommer. Vi benytter lejligheden til at interviewe Kjeld og hans kone, Lone, om dommerlivet.

 

Hvad er det vigtigste, du vil give videre som dommer?
-
Jeg har altid sat en ære i at møde op til de kampe, jeg har fået tildelt, dér er jeg meget ærekær. Jeg har selv spillet i DAI´s mesterrække, så jeg har altid befundet mig i fodboldmiljøet. Vi spillede altid om lørdagen og så dømte jeg to kampe om søndagen. Det ville jeg ikke kunne i dag. Jeg har i gennemsnit, i hvert fald de senere år, haft 100 kampe om året, nogle gange lidt flere.


Hvad har givet dig mest glæde ved at være dommer?
-At komme ud at snakke med andre mennesker, det har jeg altid godt kunne lide, og jeg har mødt et utal af mennesker på min vej, også nogle qua jeg har spillet mod deres forældre. Nogle af dem jeg har dømt som lilleputter, er grand oldboys i dag.

Hvordan er du blevet modtaget som dommer på banen?
-Jeg har ikke haft de store problemer. Der har altid været nogle kampe, hvor man siger ”sikke noget lort”. Men overordnet, så har jeg altid været glad for det. Jeg havde engang en pokalsemifinale, da jeg dømte i DAI, hvor jeg havde 200 mennesker efter mig, da vi var færdige, det synes jeg ikke var sjovt. Dér var jeg glad for, at der var lås på omklædningsrummet.


Hvorfor havde du 200 mennesker efter dig?
-Det var i Rosenhøj Cup. Rosenhøj spillede mod Avedøre. Kampen gik i straffespark og jeg dømte omspark to gange, fordi Avedøres målmand var gået for tidligt. Der var vi nødt til at afbryde den. En af Avedøres spilleres far, er chefredaktør for Hvidovreavisen nu, han var så ophidset efter kampen og så kom han ind på banen, og jeg sagde: Herinde Mads, her bestemmer jeg, og vil du være venlig at gå ud af banen. Jeg har siden været nede og hente en Hvidovre avis, så hilser vi på hinanden, han ved godt, hvem jeg er. Henning var den ene af linjedommerne.

-Der er bare nogle kampe, man altid husker. Jeg husker også en semifinale i Utterslev mose, hvor Fix spiller. Den ene linjedommer kom ikke, og så skulle vi jo klare den på en eller anden måde. Så siger jeg til den anden linjedommer, som ville gå hjem, nej det skal du ikke, du tager bare den ene side og så efter bedste evne bestræber jeg mig på at tage den anden side, og det gik godt, det kørte bare. Kampen gik endda i forlænget spilletid. På den tid var KB topholdet i mesterrækken, så der var rigtig knald på. Det er sådan en kamp, jeg altid vil huske.

                                                                                                                                                                       

Hvordan kom Kjeld i gang med at være dommer? (henvendt til Lone)
-Han var allerede dommer, da jeg mødte ham i 1985. Han har bare altid dømt fodbold, og jeg vidste godt, det var en stor del af hans fritid. Det har betydet, at når Kjeld har været ude og dømme og få sit frikvarter, så har jeg også fået mit frikvarter på min måde, og lavet nogle ting, jeg havde lyst til. Det har haft nogle begrænsninger ift. vores fælles planlægning, men jeg har kunnet se, hvor meget det har betydet for Kjeld. Vi har altid sagt lidt i sjov, at Kjeld skal bæres fra banen, at han ikke får et otium, og det bliver sådan noget med, at jeg en dag bliver ringet op, og får beskeden; så, nu er det slut. Det vil være i den bedste ånd, hvis han falder om på banen, og så er det kapitel slut.

-Ja, det har betydet meget for mig, det må jeg indrømme, afrunder Kjeld.

 

Er det tiden nu, hvor du bliver båret fra banen Kjeld?
-Aaajjj, det kan være, jeg kan dømme noget 7- mands, altså i dag ville jeg ikke kunne, nu er jeg også så forslået i hele kroppen.
Jeg var ovre at besøge min feriemor på 83 år i Vestjylland, hun har det rigtig skidt. Jeg var feriedreng på en bondegård fra jeg var 8 år. Og Tove, min feriemor, blev gift med Knud, der havde gården. Da var jeg 12 år gammel. Tove og Knud har betydet alt for mig, og når jeg siger mere, kommer jeg næsten til at græde.

-Man ved jo aldrig, når man er 83, hvad der så sker, så jeg skulle over og besøge hende.

 

Lone tilføjer:
-Og Kjeld har været hos sin feriemor hver eneste sommer, også da han blev gift, først med sin første kone og sine to ældste børn og så med mig og vores to børn. Knud og Tove har altid været en del af Kjelds liv, fordi Kjeld mistede sin plejemor, da han var 7 år.

-Nej, det var min plejefar, der døde, da jeg var 7 år, og min plejemor, da jeg var 23 år, indvender Kjeld.

-Jeg har haft en lidt turbulent barndom, men Tove og Knud har været et holdepunkt i tilværelsen, de har altid haft min ryg. Knud er død nu, men Tove er på et rehabiliteringscenter, og jeg besluttede at gå til stationen, efter jeg havde besøgt hende i fire timer. Hun spurgte ellers, om vi skulle ringe efter en vogn?

-Nej, svarede jeg, jeg går, kvik som man er, griner Kjeld.

-Der har nok været to kilometer til Varde station, og jeg var blevet lidt træt. Da jeg kom til Kvickly, skulle jeg gå venstre om, men jeg kom til at gå højre om, og så var turen blevet noget længere. Jeg er ikke så kendt i selve Varde by. Jeg kom til en bro over Varde å, og så mistede jeg lige et skridt, forsøgte at gribe fat i hegnet, men faldt og slog mig ad pommern til. Armen var helt sort sidste mandag. Der kom en ung mand på cykel og spurgte, om han skulle hjælpe mig.

-Ja du må godt lige hjælpe mig op, sagde jeg, og da jeg havde sundet mig lidt, blev jeg lidt presset, jeg skulle jo nå toget. Da jeg kom ned til stationen, begyndte min arm at hæve, og jeg blev lidt nervøs. Jeg var forslået, men armen var ikke brækket.

 

-Jeg kan ikke dømme 11-mands mere, det vil jeg slet ikke påtage mig, det kan jeg godt selv indse. Jeg har også lidt slidgigt i højre ben. Jeg ved godt, der er nogle, der har det meget værre, men det skal ikke være sådan, at folk tænker: Nå, kan han ikke holde op? Det vil jeg sku´ ikke byde folk. Der har jeg også selv lidt ære, det skal sku´ være en vis kvalitet, ellers gider jeg ikke.

                                                                                                                                                                       
Hvordan kom du i gang med at være dommer?
-Det var, mens jeg spillede i BKIF, det var en DAI-klub. Jeg er uddannet konditor, og vi fik sådan en billet ind ad døren, jeg tror det var til noget banko, men der stod også, at de manglede dommere, og så meldte jeg mig til det dommerkursus, for jeg kunne da godt tænke mig, sådan rigtigt, at kunne reglerne.

Da jeg bestod eksamen, sagde min formand, som var afdelingschef i et svensk firma, der hed Facit:

-Ja, når du kan blive dommer, så kan alle! Og så gik han op næste gang, og dumpede med et brag, og der grinede jeg sgu lidt af ham.

Skal Kjeld så til at gå hjemme med dig, Lone?
-
Nu har vi jo lige fået ny bil, så vi skal bruge lidt mere tid på at køre ture og opleve nogle forskellige ting.  Kjeld har fået mere tid til at gå på folkeuniversitetet og vores kirker rundt i Valby laver ufatteligt mange foredrag om skuespillere, historie og politikere og det koster kun en tyver og en kop kaffe, det er vældig interessant. Hvis man tænker på det rent livsmæssigt, er det ufatteligt mange år, at der er brugt på at dømme kampe, men det har jo været Kjelds et og alt, efter familien.

Hvordan synes du Kjeld er som dommer?
-Kjeld kan godt skære igennem og sætte en klar grænse. Og han har en god evne til at køre den samme linje overfor alle hold. De må godt spille fodbold, de må godt gå til den, men de må ikke save benene af hinanden.

-Jeg synes gennemgående, jeg har haft et godt forhold til spillerne, tilføjer Kjeld. Jeg er en gang blevet snottet op i hovedet af en målmand, jeg synes det er ulækkert og nedladende. Målmanden røg ud resten af året fra maj, og næste gang vi mødtes, der var han meget flink.

Log ind